Norske stallinger i massevis

Uge 26 - 2009 - var der skrevet "Norske stallinger" ind i kalenderen, og der var masser af forventninger pakket i bilen sammen med grej, flyderinge, Max's overlevelsestønde, madvarer til en mindre hoteldrift OG Villys vadestøvler, da vi endelig kunne sætte kursen mod det norske.

Der var ellers ved at blive en smule panik fra starten, da et vejarbejde forsinkede os næsten en time på vejen til Frederikshavn, men Max havde en personlig hjælper på kajen, som yderst venligt gelejdede os om bord på den ventende færge. Vi var på vej.

Fra Gøteborg gik turen 600 kilometer nordvest på, indtil vi lørdag morgen nåede målet i Engerdal. Galtengård er et unikt sted for alle naturelskere, lystfiskere ikke mindst, og da vi besluttede at droppe vores planlagte teltlejr på fjeldet, var det da også på det yderste lod, at vi fik booket os ind i en af de små lejligheder på gården.

Stedet er utrolig smukt beliggende med udsyn til Galtsøen, til sneklædte fjeldtoppe, og hvis man strækker sig lidt på tæer, Galtstrømmen til den ene side og Galthua til den anden. Lutter fiskelykke i synsfeltet så snart man fik øjnene lirket op om morgenen.

Samme dag, som vi ankom, prøvede vi lykken i Isterfossen, og allerede her var der stalling på krogen. Det skulle blot være en forsigtig start på en helt fantastisk uge, hvor der dagligt var flex på klingen, og masser af gode oplevelser sammen med et par herlige fiske-kammerater.

Vi brugte to af dagene i de medbragte flyderinge i nogle nærved liggende skovsøer, og her havde vi også et rigtig fint fiskeri. Ud over mange fine stallinger, kastede søen også en enkelt ørred af sig. En flot fisk lige omkring den halve meter i dybe farver og med et haleror, som i den grad gav klasse fire stangen kamp til stregen. Det var også på søen, at Villy fangede en stalling med de bare næver, lige efter at fisken havde været udsat for et voldsomt geddeangreb. Med Villys lynhurtige snarrådighed lykkedes det ham at få stallingen op i flyderingen, mens fisken endnu var lammet af chok. Desværre lå både Max og jeg et stykke væk, så vi fik ingen billeder af fighten, og vi så det heller ikke direkte ... men vi har jo ingen grund til at tvivle på, at det nok skal være rigtigt.

Nu forløber sådan en hel uge jo næsten aldrig uden uheld, og under fiskeriet i søerne gik Max desværre hen og fik brok i den ene side. Ihvertfald i den ene side af flyderingen, for i et desperat forsøg på at komme op og få en bedre udsigt en Villy og jeg, pumpede han så meget luft i flyderingen, at stoffet måtte opgive kampen mod den indespærrede ballon ... men så fik vi da også oplevet en flydering med mavebælte ;o)

Det var også på søerne, at vi første gang oplevede den norske højfjeldssol, og det i en sådan grad, at vi dagen efter måtte køre til landhandlen i Drevsjø for at skaffe solcreme og en virkelig lækker kasket til undertegnede. En oplevelse jeg fik lov til at høre for en enkelt gang i løbet af ugen. Ikke mindst på grund af de hvide solbriller jeg havde på, når jeg tog de andre solbriller af. Så lærer man for alvor at sætte pris på sine gode venner.

De øvrige dage fordelte vi fiskeriet mellem Isterfossen og Galthua. Begge steder var vi en anelse plaget af elvens vandføring. Vandstanden var ca. en halv meter højere, end den plejer at være i august måned, hvor norgesturen normalt plejer at ligge, så det gav lidt ekstra udfordring under vadefiskeriet. Det lykkedes da også at få våde ærmer en gang eller to, når det kneb lidt med balancen, men heldigvis blev ingen af os skyllet helt ned i Skærgården ;o)

Og faktisk oplevede vi et rigtig godt fiskeri alle dagene. Da ugen var gået havde vi haft over hundrede stallinger på land, og stort set alle fiskene var af en rigtig god størrelse. Vi fangede mange over 40 cm, så der var virkelig flex på klingen, når storsejlet blev rejst ude i strømrenderne. De fleste fisk røg selvfølgelig tilbage i elven, men der blev da også til frokosten hver dag, og sådan en bål-tilberedt stalling, der nydes på kanten af en brusende elv, er nu ikke det ringeste, man kan byde sig selv.

På vores sejlture over Galtsøen havde vi ved flere lejligheder held til at se nogle af søens fine helt foran båden, og der var da også en del af de øvrige logerende fiskere på Galtengård, der jagtede heltene med stor succes. Den oplevelse har vi endnu tilgode, men der er da allerede lagt planer om, at det skal prøves af.

Den første gang, vi sejlede til Galthua, havde vi en båd uden motor. Max roede derned, eller rettere styrede han blot, for både strømmen og vinden og solen og bølgerne fik nærmest båden til at glide derned af sig selv. Til gengæld skulle jeg så ro tilbage, og hvor sjovt det lige var, oplevede vi en anelse forskelligt. Heldigvis var Villy da flink til at være kompas, så han sad hele tiden og pegede i den retning, vi skulle. Det var næsten bare aldrig den vej, vi sejlede. Og til sidst tilbød han endda at overtage årerne for at ro ... de sidste 18 meter :o/

Til gengæld var den store skibskok aldrig bange for at gå forrest, når måltiderne skulle tilberedes, og hvis man skal lede efter et lille minus ved en ellers fantastisk tur, må det være de otte kilo, vi tog på under opholdet. Aldrig er vi da blevet svinet sådan til i god mad så lang tid i træk. Stor cadeau til Villy for køkken-indsatsen ... blandt meget andet.

Vel hjemme igen er der en masse gode minder, der trænger sig på, men det er jo næsten umuligt at give det hele videre. Men i flæng kan da nævnes oplevelser som løsgående rener, der standsede trafikken, når de havde lyst, til naturoplevelser af 24 karat, til masser af godt fiskeri og en million gode grin undervejs, til overfald af mordlystne myg, til sandwich med pålæg optøet under bilens kølerhjelm, til fiskekammerater der pludselig springer ud ved Røa-faldet, madpakker med mayonnaise og paté, utroligt søde værtsfolk og ikke mindst et stadigt stigende ønske om at vende tilbage. Herunder er der nogle glimt fra turen ...

Lars Hansen

Indsendt af Lars Hansen