|
Hobro Sportsfiskerforenings fiskevand |
|
Foreningens fiskevand udgøres pt. af Glenstrup Sø. Der arbejdes aktivt på at udvide medlemmernes fiskemuligheder, evt. med noget strømvand, men indtil videre er der rig mulighed for at komme ud med snøren i den vidunderlige sø, som er beliggende ca. 5 km fra Hobro på vejen mod Randers. Glenstrup Sø er et privatejet område med offentlig adgang. Søen ligger i den tunneldal, skabt af smelteis, som strækker sig fra Kastbjerg, gennem Glenstrup og videre til Tjele Langsø. Glenstrup Sø er Nordjyllands største med et areal på ikke mindre end 384 ha, og på det dybeste sted ligger bunden hele 31 meter under overfladen. Søen er meget næringsrig, og med sine meget afvekslende bundforhold rummer den også en stor fiskebestand. Søen er nok mest kendt for sine store sø-ørreder, Danmarks største på 7,8 kg. blev også fanget i Glenstrup Sø, men der er også gode muligheder for at fange endog rigtig store aborre i søen. Derudover er der chance for at fange skaller, og man kan også prøve kræfter med nogle af søens helt, hvis man har mod på det. Sidst, men bestemt ikke mindst, rummer Glenstrup Sø nogle store og fine gedder, der også kan byde på fornøjeligt fiskeri, og som regel også kamp til stregen, når de glubske rovfisk først har snuppet agnen. Glenstrup Sø huser også et rigt fugleliv, der udover de mere stationære andefugle også kan byde på sjove oplevelser med adskillige arter trækfugle, der fouragerer eller holder rast langs søens bredder. Odderen kan også træffes. Søen vender øst-vest, og det gør den ret følsom over for evt. vind. Der er ikke mange muligheder for at finde læ på søen, og det bør man altid have i tankerne, hvis man sejler ud på en blæsende dag. På kortet øverst kan du se, hvor medlemmer af Hobro Sportsfiskerforening har ret til at fiske fra søens bredder ( markeret med grøn streg ). Men via foreningens fine båd-ordning er der jo rig mulighed for at udforske hele søen. Så har man nyt fiskevand til nogle dage, inden man kender søen til bunds ... så at sige. Ud over det obligatoriske fisketegn, kræver fiskeri i Glenstrup Sø, at man er medlem af Hobro Sportsfiskerforening - som optager nye medlemmer ved henvendelse til foreningens kasserer - eller at man har løst dagkort til fiskevandet. |